Om netdating og hvordan vi startede

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jonathan og jeg mødte hinanden via netdating: www.dating.dk! Jeg ville elske at kunne fortælle en romantisk historie om, hvordan vi stødte ind i hinanden i Netto lige ved kagepynten: Vi ramlede sammen og der dryssede elfenbensfarvede krymmelhjerter ned over os…Jeg havde altid forestillet mig, at jeg skulle have mit første barn (ud af en flok på 4-5 stykker), inden jeg blev 30 år. Det skulle være storslået med strygerorkester! Det ville være ukompliceret og stormende!

Men da jeg fyldte 30 år, boede jeg i Schweitz blandt storfestende, cokesniffende og primært gifte ex-pats og jeg befandt mig ikke så tit i afdelingen for kagepynt. Det gik bare ikke lige sådan, som jeg havde forestillet mig, på kærlighedsfronten.

Jeg havde rejst ud i verden og kommet hjem igen flere gange og jeg havde også tjekket hele min omgangskreds samt deres mandlige venner, brødre og bekendte ud. Og jeg var gud-dødeme’ stadig single!?! Det er der sikkert en masse gode grunde til, som en psykolog ville elske at svælge i, men da jeg var 33 år, var jeg i hvert fald træt af at gennemleve de samme historier igen og igen. Så jeg besluttede jeg mig for at prøve noget andet.

Man siger jo, at hvis man bliver ved med at gøre, som man plejer at gøre, så får man mere af det, man plejer at få…

Datingsider

Så jeg meldte mig på datingsiden Elitedaters. Det skulle øjensynligt være for folk, der ligesom jeg selv havde en videregående uddannelse, og jeg tænkte, at det var naturligt, at ham jeg skulle være sammen med ville være veluddannet. Det var selvfølgelig spændende at komme ind i dette nye univers. Alle havde tilsyneladende samme motiv: At finde en kæreste (hvis man ser bort fra dem, der helt åbentlyst bare gerne vil mødes for at have sex). Det var ligesom at kigge efter tøj i et modeblad. Noget så bare HELT forkert ud, mens andet så ud til at passe fint.

Men Elitedaters var faktisk en lidt blandet oplevelse. Dem jeg kommunikerede med var ret agressive og mange var temmelig uforskammede. Jeg fik en følelse af, at de fleste var ret ‘højt til hest’. Fordi de havde en (skide) videregående uddannelse??? Jeg ved det ikke… Men efter to måneder og et par kaffedates meldte jeg mig i hvert fald ud. Året efter stod jeg samme sted og jeg meldte mig således på www.dating.dk. Dating.dk er for ALLE uanset baggrund, alder og observans.

Det hårde ved netdating

For at være ærlig, så syntes jeg, at det var HÅRDT at have en datingprofil! Tonen er direkte og ubarmhjertig (måske fordi folk sidder trygt bag skærmen?). Og folk har tydeligvis en masse ‘regler’, når de søger efter deres kommende partner. De kan være helt irrationelle og uretfærdige, men sådan er det: Højde, alder, uddannelsesniveau, hårfarve, antal børn… Én skrev til mig, at jeg var en meget sur og negativ person, fordi jeg ikke havde nogen billeder, hvor jeg storsmilede. Én mente, at jeg simpelthen var for kedelig til ham. (Han lignede ham ‘The Mentalist’. Jeg tror han svælgede lidt i det..). Og en anden ville ikke mødes med mig, fordi jeg var min søsters lillesøster. Han ville kun date folk, der var nogens storesøster!??!? ‘Okey, okey…’.

Jeg tror i hvert fald, det er et godt tip at være påpasselig med at gå i gang med netdating, hvis man befinder sig i en skrøbelig periode af sit liv!

Fantasien får frit spil

Man bliver (selvfølgelig) målt og vejet på sin tekst og sine billeder og de øvrige karakteristika, som man har anført i sin annonce. Det er jo også det eneste, man har at gå efter! Resten skabes med læserens fantasi. Og når man ikke får andre input, så får fantasien virkeligt frit spil. Derfor ville jeg også til enhver tid anbefale, at man ikke skriver sammen med sin kommende udkårne i månedsvis uden at mødes. Et personligt møde, hvor man observerer fremtoning, kropsholdning, øjenkontakt, stemmeføring, interaktion med andre, ordvalg, lattermildhed osv. osv., kan ændre ALT! På et par minutter ændrer HELE ens fremtidsbillede sig. Fra gadedrengehop hånd-i-hånd mod tosomheden til en ensom vandring med slæbende fødder mod en solitær fremtid. Gid fanden havde den fantasi nogle gange…

Den svære kommunikation

Jeg ændrede teksten i min annonce flere gange. De første par forsøg appellerede åbenbart primært til lidt indadvendte ingeniørtyper, som søgte et powerhouse af en kæreste til at gå foran dem og tage beslutninger for dem i deres videre færd. Det var ikke det, jeg havde lyst til at være. Og det er jo svært at skrive en salgsannonce om sig selv. Alle står jo op om morgenen, alle kan li’ at spise velsmagende mad, de fleste sætter pris på en god film… Hvordan får man nedfældet ens personlighed på en interessant og spiselig måde, så dem man selv ønsker at få fat i, vil blive interesserede ??

Det er jo faktisk det, der gør kommunikation så spændende, hvis du spørger mig 🙂

Jeg havde selv et par regler:

1. Jeg ville svare alle dem, der skrev til mig – pænt og ordentligt
2. Jeg ville ikke kommunikere med nogen, der ikke havde noget billede på deres profil. (Det var der nok en grund til!?)
3. Jeg ville ikke kommunikere med nogen, der ikke havde nogen tekst på deres profil. (De var nok enten dovne eller kunne ikke formulere sig)

Men så skrev Jonathan til mig…

Jonathan havde et billede på sin profil (og så pæn ud), men han havde ikke nogen tekst. Til gengæld havde han skrevet et langt brev til mig, som vel og mærke virkede personligt. Jeg tror ikke, det var et copy/ paste brev, som han sendte til alle og enhver. Det findes nemlig også… Jeg modtog den sammen skrivelse fra den samme mand 2 sekunder efter jeg havde oprettet min profil først på Elitedaters og året efter på  www.dating.dk. Det er da for skørt! Og også lidt sørgeligt!

Så på trods af min egen interne regel, skrev jeg tilbage til ham. Efter lidt korrespondance mødtes vi. Jeg havde netop været ude med en anden mand, som på papiret var rigtig spændende, veluddannet og berejst. Men jeg havde bare ikke lyst til, at han kom alt for tæt på mig. Jonathan og jeg drak kaffe og vi gik en tur rundt om søerne i København. Og jeg havde sådan lyst til, at han gik helt tæt ved siden af mig. Og jeg havde rigtig meget lyst til, at vi skulle mødes igen. Det havde han heldigvis også! Endda selv da han fandt ud af, at jeg var en hestepige, og det siger ikke så lidt! Det er 6,5 år siden nu og meget vand er løbet igennem åen siden (læs om erhvervelsen af vores hus her).

I dag er det vores bryllupsdag. Vi har været gift i 2 år. Wow, hold da op, synes vi selv!! Vi skal fejre den sammen med Maude, som også var med hele vejen til vores bryllup. Jeg havde tænkt vi skulle på picnic, men det ser ud til skybrud, her hvor vi bor… (typisk!). Jeg må se, hvad vi kan finde på. I næste weekend, når Maude er hos mormor og morfar på ferietur, tager Jonathan og jeg nok i byen og drikker os lidt berusede sammen 😉