En blog om at følge sin drøm!

Velkommen til! Jeg hedder Maj og min personlige blog hedder CATCH MY BREATH…

Jeg startede CATCH MY BREATH i foråret 2017, hvor jeg virkelig havde brug for at få vejret igen og finde mine ben. Jeg havde sagt mit job op lige inden sommerferien og stod helt på bar bund i forhold til, hvad jeg egentlig godt kunne tænke mig at lave. Faktisk havde jeg ikke noget klart billede af, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at min fremtid skulle se ud – jeg havde det ikke så godt… Mine drømme og min passion havde fortonet sig i følelser af pligt og opgivenhed og tunge grå skyer havde hængt over mig hver dag i alt for lang tid. Det hele starter HER!

Lidt om mig…

Jeg er 40 år! Gift med Jonathan og er mor til Maude, der er 3 år gammel (vi mødte hinanden sent!). Vores smukke labrador Wilma er også en del af familien. Vi bor i det lille skovhus med den gigantiske have, som vi købte i 2012. Siden 2014 har vi været i gang med et storstilet byggeprojekt, der består af en større tilbygning til det gamle hus samt en total renovering af det gamle hus. Så vi lever med og i byggerod og byggestøv og byggeudgifter. Og det er sådan et spændende projekt! Jonathan bygger på fuld tid, da vi har vurderet, at det bedst kan betale sig. Jonathan er nyuddannet skolelærer og det giver bare mere mening for os, at han bygger, fremfor at vi giver alle vores penge til håndværkere udefra. Så får vi det også, som vi gerne vil ha’ det! Og det bliver så super dejligt. Læs de seneste indlæg om alt det HER!

Lidt om min blog…

Min blog handler om at følge sine drømme. Imens jeg har været hjemme som arbejdssøgende – og bare generelt søgende – har jeg fundet ud af, hvad der virkelig betyder noget for MIG. Jeg har fået et billede af, hvordan MIN drøm om en hverdag ser ud.

Jeg drømmer om en fremtid, hvor jeg kan forsørge min familie via noget, som jeg synes er sjovt. Jeg vil være sammen med min familie, så vi forbliver ligevægtige sammen. Vi skal alle tre vokse og gro individuelt – men også sammen. Jeg vil f.eks. gerne have tid til at hente Maude fra institution i ordentlig tid og jeg vil gerne have overskud og nærvær, når jeg er sammen med hende og med Jonathan. Og så vil jeg vil gerne omgive mig med masser af mennesker! Vi elsker alle tre, når der er et mylder af mennesker hos os.

Lidt om at turde drømme…

Det kan føles uoverskueligt, at tage hånd om sin egen lykke! Det ved jeg ALT om. Og det er også et hårdt slid, når man går i gang med det. Men hvem er vi egentlig, hvis vi ikke satser på vores drømme og vores lykke?! Er ‘middelmådig’ virkelig godt nok? Og er ‘leverpostejsfarvet’ virkelig den farve, vi skal have for vores indre øje, hver dag vi vågner op? Skal 90% af dagen føles som en sur pligt? Jeg synes det ikke! JEG VIL IKKE VÆRE MED TIL DET!

Jeg synes, at dagene overvejende skal være sjove! Jeg vil have, at jeg kort tid efter jeg er vågnet skal se min yndlingsfarve frem for mig (jeg er lidt vægelsindet her: Er den blå? Eller måske grøn og lyserød i kombination!?). Jeg kæmper for at designe et liv, hvor jeg er tilfreds og hvor jeg hver dag føler taknemmelighed.

Det er et stort ansvar og det er svært og det er noget man skal øve sig på. Selv er jeg ikke i mål, men jeg kan se det for mig nu. Jeg glæder mig til hver dag og til min fremtid, som står og venter på mig med åbne arme!

Vil du være med…!?

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig til at fokusere lidt mere på din egen lykke. Give dig motivation til at gøre den konkret og give den liv. Hvis jeg kan give dig mod til at føre bare en af dine drømme ud i livet, så vil det gøre mig virkelig glad! For hvis ikke vi skal gøre noget i livet, som gør os selv og andre glade, hvorfor er vi her så egentlig??!

Hvis du vil have besked direkte i din mailboks, når jeg laver nye indlæg på bloggen, så tilmeld dig HER. Du kan også finde CATCH MY BREATH på Bloglovin’ og få et ‘ping’ hver gang der kommer nyt. Jeg bestræber mig på at lægge indlæg ud hver tirsdag og torsdag – men jeg er blot et menneske og der kan forekomme udfald 😉 Du kan også følge bloggen på Facebook og Instagram. Du kan altid klikke ind via ikonerne i headeren ovenfor.

Jeg glæder mig til at se dig! Du er en del af min drøm!

Bedste hilsener
Maj Brethvad